Den snuskede del af byen

Black Eyes endte som sagt ved doktoren, og kl 10 skulle vi ned i biksen og se om de kunne komme med en dom over hvad der var galt.

Vi levede i det stille hår, at de hurtigt kunne komme med dommen, fikse det og så ellers sende maskinen på gaden igen, men sådan skulle det ikke være.

Mekanikeren kiggede lidt på den, og konstaterede at der ikke var nogen chance for at den kunne blive klar til på onsdag, og da vi jo skal rejse hjem på onsdag, ville han arrangere at få cyklen kørt til opbevaring, der hvor cyklerne skal stå indtil næste gang vi tager herover.

Færgeselskabet skulle godkende arbejdet, og efter 8 minutter havde BC-Ferries svaret, at han bare skulle sætte igang, så sagen kan komme ud af verden.

Bc-Ferries har virkeligt gjort det her let for os, og det er altså ret fedt når nu skaden er sket. Vi har kun mødt velvilje, og stor hjælpsomhed fra deres side.

Iris skulle komme og samle os op ved motellet, som virkelig lå i den gustne del af byen. Efter at have være kørt forkert en del gang, nåede hun til sidst frem, og gensynsglæden var stor.

Pia blev proppet i Iris´s Jaguar, imens jeg hoppede på Elmo og mod vest Vancouver det gik igennem en masse trafik, men det lykkes os at holde sammen.
Nu sidder vi så på terrassen og nyder panoramaudsigten over en af bugtene , og med udsigt over til Vancouver Island. Her er smukt og godt at være.

Iris og Cecil er noget fjern familie, og alligevel føles det som at komme hjem til sin søster og svoger, hvor man er omgivet af kærlige mennesker.

Imorgen skal vi op og besøge Iris´s forældre som er fra Finland. Et par dejlige gamle mennesker. Veiko (hendes far) har i sit arbejdsliv arbejdet rundt om i hele Canada som landmåler, hvor han har været sendt ud i ødemarken, og måle land, så guldgraverne vidste hvor grænserne gik. Veiko er virkeligt en interessant mand, og når han først kommer igang med at fortælle historier, så kan han blive ved i timevis.
Jeg glæder mig til gensynet med de dejlige mennesker. Det er hos dem vores cykler skal opbevares indtil vi kommer tilbage, og efter planen kører til Alaska. Vi ved endnu ikke hvornår det bliver, men jeg er klar til at køre videre imorgen. Det har simpelthen været en fantastisk rejse, med masser af store oplevelser. Både med naturen, fede veje, og et par cykler der har gjort det de skulle, nemlig at få smilet frem på vores læber.

Planen var jo egentligt bare at vi ville køre HIGHWAY 101, men heldigvis har der været plads til mange fine omveje.
3600 miles er det blevet til på nakken af Black Eyes og Elmo.
Jeg er imponeret over hvor meget motorcykel vi fik for pengene, og jeg overvejer kraftigt om jeg skal skifte min Goldwing ud derhjemme til en Honda ST 1100. Den er simpelthen sjovere at køre på, og den kan tage de sjove sving, uden der er noget der skraber på.

Pia overvejer også at skifte den lille røde ud derhjemme. Hun har haft så meget bedre trækkraft og køreglæde på den fine gamle Honda cbr 1000 end på den noget mindre Yamaha derhjemme.

En del af rejsens formål var at finde ud af om highway 101 så er verdens bedste motorcykelvej, og til det må svaret være et stort og rungende Njaaae. Glimtvis var vejene perfekte, men jo længere nordpå vi kom var vi længere væk fra kysten end vi ønskede at være, og vejene blev mindre snoede.
Den del jeg synes har været den bedste del af vejen var nede i redwwods, hvor vi kørte på giganternes avenue. Det 40 miles har enkeltstående været en af de bedste veje jeg nogensinde har kørt på, men 40 miles ud af 3600 er jo unægteligt ikke ret meget. Andre dele på turen har nu også været ret fede.

Det er alt i alt en køretur jeg til en hver tid vil anbefale, men ligefrem at sige det er den bedste motorcykelvej er nok en tilsnigelse.

Fordelen er, at nu er der andre veje der skal undersøges, så vi render ikke tør for køreture lige med det samme.

H. C. Andersen sagde en gang: “at rejse er at leve”, og det har han ikke uret i, men nu glæder vi og til at nyde de sidste par dage herovre, og jeg glæder mig til at komme hjem og tage hul på et nyt kapitel i mit liv, da jeg skal indtræde i byrådet pr. 1. August.

Livet byder heldigvis på masser af udfordringer, og det er fedt at tage dem som de kommer. Man lærer lidt hver gang.

Nu skal udsigten og livet nydes.

Peace Thue

Billeder fra sidste etape

Bus 1 Black eyes 0

Tidligt op og få noget morgenmad i hovedet, så vi kunne komme ud på denne rejses sidste lange køredag.
Vi kørte ned til færgen i Comox, der skulle tage os over til Powel River på fastlandet, og så ellers ned af den canadiske highway 101.

Sejlturen varede et par timer, og vi satte os klar ude på dækket, i tilfælde af der kunne komme en hval forbi, så ville vi kunne se den fra første parket. Og sørme ikke om der pludseligt dukkede en hval op. En blev til flere, og det endte med at vi så et par pukkelhvaler, og ikke mindst så vi endeligt spækhuggere. Dem har vi snakket om i mange år, og endeligt viste de sig. Det var ret stort at opleve.

I land kørte vi 23 km den forkerte vej, så vi kunne se starten, eller slutningen af highway 101 i byen Lund.

Tilbage på sporet, og vi var blevet gjort opmærksomme på, at turen ned til Vancouver ville byde på 3 færger. Efter 60 km kom så den næste færge, der skulle tage os en times tid længere sydpå.
Da vi skulle parkere, blev vi plantet ude i siden af færgen og parkerede efter kyndig vejledning fra færgens personale. Ved siden af Pia skulle der holde en skolebus. En tilsyneladende meget bred skolebus, og da færgemanden der skulle guide bussen på plads havde mere travlt med at kigge til den anden side, så fik siden af bussen fat i fordækket på Cyklen, hvilket resultere i, at Pia måtte kaste sig over cyklen for at undgå at den væltede.
Først så der ikke ud til at være sket noget, men ved nærmere eftersyn var det som om at hjulet havde skubbet sig til den ene side, og sad så langt til højre, at forhjulet skrabede på forskærmen.

Vi fik fat i færgemanden, som kom sammen med sin overordnede og kiggede på skaderne.
Den overordnede, buschaufføren og os gik op i mandskabsmessen, og fik skrevet en skadesrapport, og gennemgået hvad der var sker.

Summen af det hele var, at cyklen ikke kunne køre videre. Så da vi kom i havn gik personalet igang med at finde ud af hvordan vi kom videre.
Lloyd, som manden i havnen hed, gik igang med at ringe til Gud og hver mand. Først tilbød han at han kunne hjælpe os med at bestille en kranvogn, som vi så skulle betale 1000 dollars for. Vi forklarede ham at det havde vi ingen mulighed for, og iøvrigt var det jo ham der færgemanden der havde været skyld i uheldet, så det var vel ikke for meget forlangt at BC-Ferries tod sig af problemet.

Jeg fik telefonen og talte med Rhonda fra deres kundeservice, og forklarede hende at det ville være lidt besværligt hvis vi skulle betale, og så få refunderet bagefter. Hun købte argumentet om at det var vanskeligt at overføre penge til vores danske bank, så hun lovede at klare alle regninger, når nu det var dem der havde foretaget uheldet.

Lloyd arbejdede lidt videre, og til sidst faldt det i hak.
En kranvogn ville hente cyklen, og køre den videre til næste havn, hvor vi så kunne trille den ombord på dagens 3. Færge, og hentes af en ny kranvogn på den anden side, og dermed kunne den komme på værksted i Vancouver.

Der var mange ting der skulle falde i hak, og vi var spændte på om det hele lykkes.

Jeg sprang på Elmo, og kørte de 75 km ned til næste færge mens Pia blev tilbage og ventede på kranvognen.

Flere havde fortalt os om den helt vidunderligt vej vi skulle køre på mellem de to færger, og for en gangs skyld havde de ret. Sikke en vej. Masser af sving, masser af bjerge, og ikke alt for mange huller. Stakkels Pia måtte køre den i en bil, og jeg nød hvert sekund på motorcyklen. Det var ikke lige den måde vi havde drømt om at afslutte turen på, men sådan blev det altså.

Da vi nåede til den sidste færge skulle vi kontakte skibets chef Stewart, og hun var helt med på hvad der skulle ske.
Hun forklarede os hurtigt at hun ville sørge for at en kranvogn var klar til os i Horsshoe Bay, til at køre de sidste kilometer til et værksted efter vores ønske.
Da de ting var på plads, spurgte hun om vi havde spist aftensmad, for ellers ville færgeselskabet naturligvis sørge for det.
Vi blev guided uden om den lange kø til maden, og alt hvad vi ville have sørgede hun for at betale.
Vi har i det hele taget været temmeligt imponerede over den service de ydede efter uheldet.

Som lovet var der en vogn klar til at køre den sidste tur til Sunrise motorcykelværksted.
Nu er vi så indlogeret på et motel i den tvivlsomme del af byen, og venter til imorgen tidligt når biksen åbner, og vi kan komme ned og høre dommen over forhjulet, og vi kan få sat BC-Ferries igang med at betale for skaderne.

Det endte med at blive en helt anden dag end det vi troede imorges, men sådan er det at rejse, og det er nok en af grunde til at vi elsker at rejse. Dagene er aldrig ens.

Imorgen kører vi ud til Iris og Cecil som er noget famile altså når der er kommet styr på Black Eyes.

Peace Thue

Vancouver Island billeder

Vancouver Island

Vancouver Island har ry for at her altid regner, og at her som regel er koldt, men begge dele blev gjort til skamme idag.

Vi tog en køretur fra Victoria, hvor vi havde overnattet, og kørte nordvest på, på en vej der går langs kysten, for så senere at dreje ind i landet, og fortsætte over på den østlige kyst.

Vi har hørt meget om den helt unikke natur på øen, og glædede os til at komme ud og beskue alle seværdighederne på den sydlige del. Der er næsten 500 km fra den ene ende af øen til den anden, så vi var godt klar over, at vi ikke ville få set det hele.

Ud i naturen det gik, men til vore store overraskelse, var det ikke meget vi fik set af kysten, da langt den største del af vejen går inde i skoven, ganske vist tæt på kysten, men træer og huse blokerer for selve havudsigten.

En sjælden gang imellem kom vandet til syne, og vi havde lange øjne for at se om der skulle være en enkelt hval der ville vise sig, men desværre var de optaget andre steder, end lige der hvor vi kiggede.

Vejenes tilstand var mildt sag miserable. Kæmpe huller og bump, gjorde det til en svær køredag. Når en motorcykel har en defekt støddæmper, hvilket er tilfældet for min, så er det ingen spøg at køre på den slags veje.

Vi holdt ind og fik en kop kaffe, ved en lille bugt med en havn. En lille hyggelig kystby, hvor vi overværede en straffesparkskonkurrence mellem Rusland og Kroatien. Jublen var stor, da russerne røg ud af fodbold VM.
Det er heldigvis noget af det eneste fodbold vi har set mens vi har været herovre, og det er ikke noget vi har savnet.

Vi bookede et motel i havnebyen Courtney, hvor det er planen at vi tager med færgen imogen mod fastlandet. Så har vi en enkelt overnatning mere på motel, inden vi skal besøge noget familie i Vancouver, hvor vi skal være indtil vi rejser hjem onsdag aften.

Det vil så faktisk sige, at imorgen er den sidste reelle køredag vi har på denne tur. Det er altid med et vist vemod når rejser lakker mod enden, men vores sult på at komme afsted igen, er bare blevet endnu større, da der er mange steder vi skal have set, og mange veje der skal køres.

Nu er det tid til at tjekke sejlplaner for færgen imorgen, og så få planlagt den sidste del af køreturen.

Peace Thue

Over grænsen

Tidligt op, mad i hovedet, og så ellers ud på landevejen.

Videre igennem de amerikanske alper. Længere ind i de smukke bjerge, som i stor stil minder om de rigtige alper.

Vi skulle ramme byen Everett, hvor en Honda mekaniker forhåbentligt kunne fikse kædeproblemet på Pias cykel.

Det blev en rigtig fin og varm køretur, hvor bjergene vist sig fra sin smukkeste side. En gang imellem kunne vi se sneklædte bjerge i det fjerne, men heldigvis skulle vi ikke så højt op.
4000 fod, hvilket svarer til ca. 1200m var det højeste punkt vi kørte idag.

Da vi ramte Everett og fandt mekanikerbiksen, havde de heldigvis tid til at tage cyklen på bænken med det samme. Det viste sig at kærne var slidt op, så en ny måtte der til, så Pia kunne blive kørende igen.

Endnu engang faldt vi i snak med en masse mennesker. Det er spændende at høre alle folks forskellige historier.

Heldigvis havde det båret frugt at stå tidligt op, så vi blev enige om at prøve at se om vi var så heldige at kunne nå færgen i Anacordes, som går til Sidney på Vancouver Island.
Vi skulle ikke spilde tiden hvis det skulle lade sig gøre, så Pia viste vejen i højt tempo, og vores sidste kilometer i USA i denne omgang, blev således foretaget i rask trav.
Summen af det gode tempo var, at vi var i god tid til færgen, og selvom det er fredag eftermiddag i sommerferien, så var vi så heldige, at der var plades til os.

Kl. 15 lagde vi fra land, og havde 2,5 times sejlads foran os.
Det blev et smukt farvel til USA for denne gang, og et smukt gensyn med Canada.
Sejlture gik imellem mange af øerne der ligger i strædet mellem staten Washington og Vancouver Island. Vi sad det meste af turen ude på dækket, da solen var varm og dejlig, og efter en del kulde på turen, havde vi behov for at få lidt sol på næsen.

Nu er vi tjekket ind i Victoria på den sydlige del af øen, og imorgen kører vi ud og ser om vi kan se de der bjørne, der skulle være så mange af herovre.

Sølle 320 kilometer blev det til idag, men 320 af de bedre.

Peace Thue

Guten abend

Når man har kørt 656 km på en dag, så må man gerne være lidt træt i sin siddemuskel.

vi forlod Missoula og kørte direkte på INTERSTATE 90. En af de mange lange motorveje, der forbinder USA på kryds og tværs. Selvom motorveje som regel ikke er vores kop te, så var vi enige om at Idag bare skulle være transportetape på vejen tilbage mod vest, og sådan blev det.
Vi vandt en time da vi krydsede tidszonen igen.

Vi var inde i byen Spokane, for at købe et par dækkener til vore cykler, når nu de skal opmagasineres, så de kommer til at stå lidt beskyttet.

På vejen derfra ude på 90eren blev Pia enig med sig selv om, at det bar blevet på tide at se hvad blackeyes kan når man vrider på håndtaget, og hun fik et mentalt kryds i bogen, da hun rundede et skarpt farthjørne.

Da vi stoppede ind lidt senere, og snakkede lidt om det havde hun et tilfreds smil på læben, over At have slået sin egen fartrekord. Den kom dog ikke til at stå ret længe, for da vi tog næste etape, slog hun den endnu engang. Vi må vist hellere få fat i en Vespa til hende, den slår hun da ikke den slags rekorder på.
Da Pia for snart 10 år siden tog kørekort til motorcykel, kørte hun forsigtigt afsted, og har faktisk Hjort det indtil det kørekursus jeg skrev om for et par uger siden. Hun er blevet en sej motorcyklist, der blandt andet lavede en manøvre idag, som jeg aldrig havde troet jeg skulle se hende lave.

På vej ned ad bakke, med ca 145 kmt i en venstrekurve, tog hun sig naturligvis tid til at hilse på en anden motorcyklist i modgående retning. Det ville jeg have forsvoret nogensinde ville ske.

Efter ca 550 km kørte vi fra motorvejen, og stak lidt nordpå mod byen Leavenworth, hvor vi havde indløst en “gratis” overnatning fra Hotels.com.
Op igennem vinmarker, og landbrug som gjorde landskabet lidt mere interessant end det vi havde set på hele dagen, hvor det mest var fladt og tørt, så kørte vi nu mod bjergene og skove.

Ude i det fjerne så vi endnu engang røg fra en af alle der skovbrande der er igang.
Da vi nærmede os byen, holdt vi ind og fik handlet lidt til aftensmaden. Fra supermarkedet og ned til motellet, kunne vi se at vi var endt midt i en by som i stor stil er inspireret af sydtyskland. Motellet hvor vi bor hedder foreksempel Der Ritterhoff, og i nærheden ligger München Inn, og andre slige steder. Den ene knejpe efter den anden ligger side om side. Vi gik en tur i de amerikanske alper, som vi kalder denne del af cascadebjergene i det nordlige Washington.

Imorgen skal vi lige en tur forbi en motorcykeldoktor, da Pia kæde skaber sig igen. Vi satser på det er et hurtigt fiks, så vi kan nå færgen til Vancouver Island imorgen eftermiddag.

Nu er det lige straks sengetid for store drenge med ondt bagi efter turens længste etape.

Peace Thue

Tillykke med dagen

4. Juli. En begivenhed mange amerikanere ser frem til, da det der med fridage ikke er noget de er forvænt med, så denne fødselsdag bliver fejret over alt i landet.

Vores 4. Juli startede med at drive lidt rundt indtil frokost, hvor vi gik en tur ned til flodbredden, hvor der var en masse foodtrucks og noget levende musik.
Pia valgte at bestille mad hos arrangementets absolut langsomste biks, men det hun fik smagte meget godt. Jeg valgte at gå til en hotdog niks, der lavede mange underlige varianter af temaet. Blandt andet en hotdog med Mac and Cheese. Altså en underlig blanding af makaroni og ostesovs, som så blev væltet ud over hotdoggen. Det måtte jeg da prøve, og lad mig hermed sige, at så har jeg da prøvet det. Det virker tvivlsomt at det bliver en nationalret nogen steder.

Musikken var en underlig gang halvjazzet stads, med noter af bozza nova, og med en ældre kvindelig bassist, der spillede vældig godt, og som virkeligt levede sig ind i muzakken.

Vi havde aftalt at vi ville køre ud til et indianer powwow i nærheden. Et powwow er et årligt møde mellem de mange indianerstammer, hvor de mødes og danser og synger. De afholder konkurrencer i alt fra sang til trommespil. Det bliver afholdt mange steder i usa. Det er ikke noget nyt begreb, men siden indianerne i midten af 1800 tallet blev sendt ud i reservater, er det blevet en større begivenhed end det var før. Det er sjældent de render på hinanden nu om dage, da der er blevet placeret rundt omkring, ofte i de området hvor det er sværest at dyrke noget.
De lever derfor af penge fra staten, og af at sælge noget mere eller mindre hjemmelavet kunsthåndværk. Fede og usunde er hovedparten af dem, og det er så trist at se et folk der er godt og grundigt igang med at gå til grunde.

Da vi kom derud var der lige startet et rodeo i nærheden, som vi besluttede os for at tage ind og se.
Vi har en gang tidligere været til rodeo, og det er en masse forskellige øvelser. Øvelser som de gamle cowboys og gowgirls skulle kunne mestre for at passe sit arbejde.
Der er nogle eksperter imellem, og et par tøser tog en af de store sejre, da de slog alle de mandlige hold i kunsten af fange en kalv med lasso. Godt gået af dem.

Der er også øvelser som tyreridning, hvor det heldigvis er tyren der vinder, og smider de folk af der er hoppet op på ryggen af dem. En ung mand fik et los på kæben af en tyr, men i modsætning til de fodboldspillere der er så meget snak om, så lignede han ikke en der var ved at afgå ved døden, men hoppede op på ryggen af endnu en tyr. Folk der er gjort af en bestemt støbning.

Der er nogle underlige modsætninger ved sporten. Dels bliver dyrene til dagligt passet og plejet efter alle kunstens regler, men så en gang imellem skal de slæbes igen dette cirkus. Det er både kvalmt og facinerende på samme tid.

Det varede et par timer, og lå lige ved siden af indianer powwow, så vi listede derover og kiggede lidt. Det meste bestod af boder med alt fra kinesisk producerede “originalt” håndværk, noget af det rigtige, og mad i alle afskygninger.
Dagens program var ved at være slut, så vi overværede en enkelt dans, og en sangkonkurrence. Jeg formoder at det ene hold vandt, men det var ikke let at gennemskue hvad det gik ud på.

Vi hoppede på cyklerne for at køre tilbage til Missoula, og tage ned og se det store july 4th arrangement der var stablet på benene, med en masse musik og noget fyrværkeri.

Vi var der kl 1830, og musikken skulle starte kl 19, så vi købte os noget mad, og satte os til at vente.

Kl. 19 kom de så igang. Et bigband skulle udfylde lydbilledet de første 1,5 time.
Swing og tissemandsjazz i et samsurium. De var da dygtige, men deres orkesterleder var typen der grinede lidt for højt og lidt for længe af egne vittigheder. Vi blev enige om at der mindst var én person der godt kunne lide ham. Altså ham selv.

Det næste musikalske indslag var et lokalt bluegrass band. Mine forventninger var store, for der er et eller andet fedt ved bluegrass. Det foregår udelukkende på strengeinstrumenter. Mandolin, guitar, kontrabas, violin og banjo. 3–4 og så ellers igang. Mine forventinger blev indfriet til fulde.

Til den store finale havde de fået fat i et symfoniorkester, der sammen med et kor lagde ud med “Star spangled banner”, så var linien ellers lagt.
De var særdeles dygtige, og så havde de fået fat i en operalignende sangerinde, der var med på hvert andet nummer, hvor hun sang alt fra The Sound of Music, til America America, og andre i samme stil. De var helt oppe på følelsespornobarometeret.

Afslutningen på seancen var det store fyrværkeri. Vi gik hen til cyklerne så vi kunne komme derfra med det samme det sluttede, for sammen med os var der mødt adskillige tusinde andre mennesker op, der skulle derfra i deres store biler.
Mange havde taget havemøbler og grill med, så de kunne sidde midt på parkeringspladsen og hygge sig.

Jeg kan godt lide at se på fyrværkeri, men efter 5 minutter synes jeg det bliver lidt ensformigt. 5 minutter blev til både 10 og 15, og flere gange sagde Pia og jeg til hinanden, at nu må det være finalen, men nix de blev ved og ved, og da de havde været igang i en halv time, kørte Pia og jeg, iøvrigt sammen med en del andre. Jeg er spændt på om de stadigvæk er igang når vi kører imorgen tidligt.

Nu er vi tilbage på motellet, og vi ser frem til en lang køredag imogen. Vi skal tilbage mod Seattle, så vi kan komm med færgen over til Vancouver Island, som har været med i planlægningen fra start.

Alt i alt en dejlig dag, og vi har begge synes det har været sjovt at se hvordan uafhængighedsdagen blev fejret i Missoula og omegn.

Peace Thue

De fire årstider

Vi startede med sommer i Californien, så stod den på forårslignende temperaturer i Oregon. I Washington var det nærmest vinter, og Idag var det efterår, blandet med alle de andre årstider på én gang. Regn. Rigtig våd og tung regn det meste af dagen dæmpede begejstringen for køreturen op til Lolo. En køretur vi ellers har drømt om det sidste års tid.

Vejenes tilstand var heller ikke noget at skrive hjem om. Så alt i alt var det ikke de sjoveste 250 km vi har kørt, men smukt var der hele vejen. Pia lagde sig bagerst, så jeg kunne få lov at ræse som det passede mig, men det var begrænset hvor meget ræs det blev til, dels på grund af vejenes tilstand og vand, men bestemt også fordi der var masser at kigge på gennem de vandplettede solbriller.

Vi krydsede en tidzone Idag, så vi skal lige hitte ud ud af hvad klokken egentligt er. Vi henter dog den time vi mistede idag, om et par dage, når vi kører vestpå igen.

Turen idag sluttede i Missoula, hvor vi skal fejre 4. Juli imorgen. Der bliver solgt fyrværkeri masser af steder, og der er tilsyneladende flere arrangementer i og omkring byen imogen når amerikanerne skal fejre deres 42. Fødselsdag. De gør noget mere ud af det end vi gør med vores grundlovsdag derhjemme, men demokratiet er også en lidt anden størrelse herovre. Den med det største skydevåben fik ret i den tidlige dannelse af stater, og det virker ikke til at have ændret sig ret meget siden.

Jeg kørte en tur i Wallmart her til aften. Wallmart er et supermarked hvor man kan købe alt. og når jeg siger alt, så mener jeg alt. Den jeg var i iaften havde blandt andet udsalg af kanoer, en våbenafdeling, prinsessekostumer, hømhømposer, fødevarer, kæledyr, og alt hvad man nu ellers ikke anede man manglede.

Det er lidt ligesom en billig udgave af Føtex, men på steroider.

Motellet som vi er tjekket ind på er et af de bedre, og vi tager en dobbeltovernatning her, så vi kan få det store fyrværkeri med imogen aften.

Vi satser på at vejret klarer op til de næste dage, så vi kan komme vestpå uden at skulle have regntøjet på.

Vi nyder livet.

Peace Thue