Tak for turen

De sidste dage har været hektiske, da der er mange ting vi skal have styr på ingen turen går hjemad.

Pia skulle lige have klaret en tur i turchebanepark, og Annette , Henrik og jeg fik sat skik på bilen, så den er klar til at stille til opbevaring.

Fredag var dagen hvor bette ski skulle køres op nord for byen, hvor vi havde fået et godt tilbud på at få bilen opbevaret.

Bilen skulle klodses op, så dækkene ikke er helt firkantede når vi henter den igen. Vi fik frostsikret, så den kan klare en kold vinter. Batteriet skulle pilles fra, og vi trak en stor presenning henover, så vi bilen er forhåbentligt passet godt på, så den kan tage os videre ud på nye eventyr.

En af Pias gamle kammerater var ankommet til motellet da vi kom tilbage dertil. En tidligere kollega, Rick.

Vi var sultne, så vi stak afsted til turens sidste aftensmad, og sluttede af med en stor dejlig bøf.

God mad og godt selskab er godt 😉

Lørdag morgen skulle lejebilen pakkes, og vi skulle gøre klar til at rejse hjem.

Vi indtog et større morgenmåltid, af den meget amerikanske slags, og Pias bror og svigerinde, som tilfældigvis var i Chicago, kiggede forbi. Rick var også med.

Dagen gik mest bare med hyggesludre, indtil det var blevet tid for os at tage ud i lufthavnen, og begive os hjemad.

Vi var i god tid, og måtte vente på at tjekke ind, da der havde været lidt kaos i lufthavnen, så vi tog den tålmodige hat på, og ventede.

Ventetiden skulle vise sig at blive værre, da vores fly endte med at være ca 2,5 time forsinket, da de ikke kunne få noget mad ombord.

Vi kunne godt forudse at det nok ville ændre hjemkomsttiden, og vores fly videre hjem fra London, men der var ikke noget vi kunne gøre ved det.

Efter 8 timer i flyet, ankom vi til London, hvor flyselskabet havde sørget for at der var booket en ny afgang til os.

Vi landede i Kbh kl 1730, i stedet for kl. 13, men hjem kom vi.

Bagagen er fyldt af indkøb og indtryk.

Turen var markant anderledes end sidste gang vi var afsted. Dels fordi vi var i bil og ikke på motorcykel, men også fordi vi kørte i et meget mere beboet område, end nogle af de steder vi var sidst.

Personligt foretrækker jeg at rejse uden for byerne, der hvor der er god plads, og langt mellem husene, og efter planen er det lige sådan et sted vi skal køre næste gang.

 

Kære Pia, Annette og Henrik. Tusind tak for endnu en uforglemmelig rejse. Skal vi ikke snart tage afsted igen ?

Livet er godt Peace og tak for turen Thue

Sweet home Chicago

Turen tilbage til Chicago var både hyggelig, og lidt vemodig, for det er Chicago der er slut destination på denne tur.

Vi tog ture på de lidt kedelige veje, for der var lige lidt shopping der skulle overstås, inden hjemrejsen på lørdag.
Factory outlets er Henrik og mit hadeord, men Annette og Pie er vilde med dem, så vi tog med og fik gjort de sidste handler.

Resten af dagen gik med at lade op til i går, hvor vi ville en tur ind til byen Chicago.
Skyskrabere er noget af det der kendetegner byen, og jeg har en særlig softspot for byen pga min yndlingsfilm Blues brothers, som handler om Chicago.

Vi tog toget ind til centrum, og kom ud fra Union Station, og der stod de så skyskraberne. Nogle mastodonter, der står ganske tæt.
Chicago bliver kaldt Windy City, og det giver meget god mening, for vinden suser rundt om de høje bygninger.

Annette har det ikke så godt med højder, men Henrik ville så gerne vise hende Sears Tower. Den var i mange år verdens højeste bygning, med sine imponerende 420 meter. Efter et par svedeture gik ture opad, med den hurtige elevator. 110 etager på 43 sekunder. Der er drøn på.
Fra toppen af Sears Tower er der en helt enestående udsigt, og vejret var klart, så vi kunne se vidt omkring. Sikke et syn der mødte os. Nogle af de andre højhuse lignede dukkehuse, og man kan se hvordan gaderne går fuldstændig vinkelret på hinanden.

Man har lavet nogle glas kanapper på siden af bygningen, med glas i gulvet, så man kan stå og kigge 420 meter ned. Henrik Pia og jeg var ude og stå derude, men Annette holdt sig i behørig afstand fra glasgulvet.
Da vi kom ned, tog vi en cykeltaxaer ned til Millennium park, og fik noget godt streetfood. Vi satte kurset mod Navy pier, og besluttede os for at leje nogle cykler, så vi kunne kommer lidt hurtigere afsted.

Nede på Navy pier så vi at de ville blive sejlet aftentur, og vi blev enige om, at det var en god måde at få set Chicagos imponerende skyline. Der var også arrangeret et stort fyrværkeri, så vi slog to fluer med et smæk.

Der stod et højt pariserhjul og så lokkende US, og Sørme om ikke også Annette havde mod på den, så op steg vi igen.

Kl. 21 sejlede vi så ud, og glædede os til at tage lidt billeder af byen, fra den pæne side. Det var en kold fornøjelse, men ikke desto mindre, blev vores forventninger endnu engang indfriet. Det var en smuk tur, og fyrværkeriet var en flot afslutning på sejladsen.

Vi blev enige om at finde et taxa tilbage til stationen, men der var kø til dem, og ud af det blå dukkede en mand op, og spurgte om vi manglede transport. Vi spurgte hvad han kunne byde på, og han vendte sig om, og plejede på en limousine. Da vi spurgte om prisen, og han sagde 40 USD slog vi straks til. Han fandt 3 kølige pilsnere i bagagerummet, og så blev vi ellers fragtet til toget i en limo. Det var lidt af en oplevelse.

Toget tog os tilbage til bilen, og så ellers hjem i seng. Vi skulle have sat vækkeuret til kl 7, for Pia skal på turchebane tur med sin bror og svigerinde Idag torsdag, mens os andre skal have lavet lidt småting ved bilen, så den er klar til at komme i opbevaring.
Olien er skiftet, og vi har købt bukke så vi kan få den klodset op.

Livet er godt, og vi nyder de sidste dage herovre.

Peace Thue

lidt billeder fra Niagara Falls

 

Elk Horn

Elk Horn endnu engang
Vi havde en lang og sej transport etape ud til Elk Horn. Der skete ikke meget på den 10 timers køretur.
Der blev spillet lidt bil Bingo, men ellers skete der ikke et store.
Vi ankom lørdag aften til Elk Horn, som vi også besøgte for 2 år siden.
Elk Horn er en “dansk” by midt ude på prærien i Iowa. Mange danske emigranter bosatte sig i den område, og man har gjort meget for at bevare den danske historie.

Flere i byen taler dansk, og overalt ser man danske og amerikanske flag side om side.

Søndag morgen gjorde vi som man gør lokalt, gik i kirke. En markant anderledes oplevelse end den stive danske folkekirke. Gudstjenesten begyndte med. At alle gik rundt og gav hånd, og hilste på hinanden. Der var mange i kirken, så det tog et stykke tid. Mange var meget interesserede i at snakke med os, da de hørte vi var fra Danmark. En ældre mand snakkede længe med os på det pæneste Jydske.

Kirkegang er ikke fremmed for mig, men den her form for gudstjeneste er jeg sikker på ville få mange flere i kirkerne derhjemme.
Hvis der var en enkelt der ikke kom til alters, kom præsten ned og serverede hvor de sad.
Efter kirkegang faldt vi i snak med flere mennesker. Blandt andet et ægtepar som var farmere. 1300 hektarer havde de på deres lille landbrug. Et rart par, der havde ønsker om at rejse til Danmark.
Et andet par vi talte med havde været der flere gange.
Vi tog ud og så et museum der havde udstillinger om immigrationen fra Danmark, og om hvordan danskere har klaret sig i USA.
Videre ned til den gamle mølle, der er importeret fra Nørre Snede.

Vi havde en aftale med Stan Jens, som er borgmester i byen, og som vi også sidste gang havde fornøjelse at møde.
Vi kørte op forbi Stan og Michelle, og fik en sludder. Dejlige mennesker, med en fed humor. Deres alt for fede motorcykler holdt til parade. Et Par store Harleyer, uha som er de fine.
Vi fik mobbet hinanden lidt, om våben og kørsel uden styrthjelme. Og det var rart at se dem begge igen.
Ikke sidste gang vi se med dem er jeg sikker på.
Vi kørte videre, og tilbage mod øst. Vi kørte kun ganske kort, og tog en overnatning på et lille hyggeligt motel i Adair.
Vi kiggede lidt på kortet over hvad vi skal imorgen.
Madison county er på vores vej, altså der hvor clint eastwood lavede en film om de overdækkede broer. Dem ser vi på imorgen
Lidt kortspil, og så ellers i seng.
Livet er godt, og vi har stadigvæk næsten en uge tilbage af ferien

Peace Thue

Clint og The Duke

Vi tog østpå

Tidligt op, og tidligt afsted mod Madison county.
Broerne var et af rejsemålene. Et andet rejsemål var John Waynes fødested.
Han er født i den lille by Wintherset midt i Iowa.
Så vi fik både Clint Eastwood og John Wayne på en dag.

Broerne i Madison County er træbroer der er overdækkede, jeg kender ikke grunden til hvorfor man har bygget træhuse henover broerne, men fine er de. De er malet i en svensk røs farve. Filmen om broerne i Madison County kan anbefales hvis man vil se lidt mere om historien bag. Det kræver dog man kan se igennem det kvalme romantiske.

Vi tog på museum endnu engang. John Waynes fødested. Annette er stor John Wayne fan, så vi brugte lidt tid på at studere den produktive skuespillers liv. 150 spillefilm blev det til for hans vedkommende. Ikke alle lige gode, men der var perler imellem.
Vi ender med at blive finkulturelle hvis vi ikke passer lidt på, så nu skal vi snart ikke have flere museer på denne tur.

Livet i bilen er stadigvæk et kosmos for sig.
Idag er det Pia der kører med Annette som codriver. Når man sidder foran i bilen bestiller man ting fra bagsædet. Vand, cola eller noget andet koldt at drikke. Køleboksen står lige bag bagsæderne, og man kan komme til den uden at tage selen af. Skraldeposen står placeret på gulvet mellem bagsædepassagererne, og de to foran rækker bare skraldet om til bagsædet, så bliver det håndteret.
De første dage skulle vi lige finde vores rytme i bilen, men det kører på autopilot nu. Der er ny chauffør på hver dag. Det kører i en rutine. Pia-Thue-Henrik, og forfra igen. Så ved vi altid hvem der har tjansen. En fin rytme som fungerer upåklageligt.
Annette er altid Pias Codriver.
Fordelen ved at have rutiner er, at vi er sikre på at tingene bliver gjort. Når man sidder bagi er det svært at høre hvad der bliver sagt foran, så engang imellem må man gentage sig selv en del gange. Eller også tror dem bagi at de har hørt hva der er blevet sagt fra forsædet. Det kan give mange sjove misforståelser.

Der er 4 grunde til at man må klodse bremserne i bilen: Hvis der kommer noget i vejen hvis der kommer en bootbarn, hvis der kommer en cyclegear og hvis der kommer bjørne.

I dag i Des Moines (hovedstaden i Iowa) fandt vi en bootbarn. En biks, der er fyldt med støvler og andet western gear. Støvler er vi altid på udkig efter. Annette skal finde støvler hun kan bruge til linedance, og os andre ser efter støvler der er gode når vi kører motorcykel. Efter adskillige års søgen lykkes det for Pia at finde støvler. 2 par blev det til, så nu håber vi hun klarer sig et stykke tid.

Nu ankommet i Moline på et billigt motel.
Nu har vi taget hul på den sidste uge af ferien for denne gang, og den uge skal nydes lige så meget som de forrige.
Snart ses vi derhjemme.
Livet er dejligt
Peace Thue

Vi tog vest på

Whiteys Diner i Fremont er en af de der små perler man er så heldig at rende ind i ved tilfælde en gang imellem.
En af de der diners man ser i de gamle film, altså ikke den blankpolerede slags, men den hyggelige familiære slags. Stedet hvor man sidder på en lang række oppe ved baren.
Kokken hilste på alle der kom ind, han var naturligvis på fornavn med dem alle, og servitricerne var søde ældre damer, der virkeligt fik noget fra hånden.

Sparsomt møbleret, men der var det man skulle bruge. Ikke for meget og ikke for lidt.
Lige den slags sted vi drømmer om at finde. Intet er opstablet og konceptuelt bare hygge og menneskelig varme.

Da de spurgte hvor vi kom fra, og vi svarede Danmark, blev der stillet spørgsmål, og vi fik et par hyggelige sludre med en af servitricerne og med kokken.
Sikke en dejlig start på morgenen. Så kan det da kun blive en dejlig dag,
Og nå ja forresten, maden var god, og rigeligt af den.

Vi nyder at holde ind på de små steder. Ofte er de billigere, og de er næsten med garanti hyggelige. Der er ikke altid rent på de steder, men hellere lidt nusset, end de store koncept bikse man ser over alt, og maden på de små steder er ofte meget bedre.
VI kan se på trafikken, at vi er nået længere vest på. Herude kører de store roadtrains med 3 trailere. De kan flytte en utrolig mængde last, og de kører lige så hurtigt som resten af trafikken. Altså på den gode side af 120 kmt. Der skal en del til at bremse sådan en fyr ned hvis der kommer noget i vejen for dem, så dem har vi ikke lyst til at køre alt for tæt på.
Idag står den på interstate kørsel fra Fremont Ohio til Chicago Illinois.
En af de der køredragt der bare skal overstås.
Pia er ved rattet, og cruisecontrollen er sat på 70mph. Det går bare derudaf.
Men hvor er det dog kedeligt at køre motorvej. endeløse rækker af træer, der ikke giver meget udsigt står på begge sider af vejen, og biler i massevis der passerer forbi.
Vi tager langsomt vest på. Ud mod prærien.
Prærien fascinerer mig ret meget. Der er noget terapeutisk over monotomien i de store vidder. Lange snorlige veje der skærer sig igennem det store grønne græstæppe. Ingen træer, ingen huse i miles omkreds, bare græs så langt øjet rækker.
Jeg glæder mig til gensynet med den store græsplæne.
Den forblæste højderyg der går fra øst til vest, mange tusind kilometer.
Nogle gange er vejene et par hundrede kilometer helt lige. Ingen sving, ingen sideveje, bare vej og græs.

Prærien er også lig med tornadoer. Jeg vil så gerne se sådan en. På afstand ganske vist, men hold da op hvor jeg drømmer om det perfekte billede af en af de fascinerende tragte der rammer ned på jorden.
Det er fint når de rammer ude på prærien, for der er langt mellem huse, mennesker og dyr, så ofte er der ingen der kommer til skade.
I år er der lidt længere mellem tornadoerne end der plejer, men håbet er der alligevel.

Når vi kører vest på, kommer vi også ind til amish områderne.
Amish folket er en gruppe østrigske/tyske religiøse, der henholder sig direkte til Biblens ord.
De lever som man gjorde for 300 år siden. Alt markarbejde foregår med heste eller oksetrukne markredskaber. Ingen elektricitet, telefoner, og diverse andre moderne fornødenheder.
Vi mødte dem også på vores sidste tur, men Idag tog vi ind til et amish museum, og kom lidt tættere på hvad de er for nogle mennesker.
Spøjst at stifte bekendtskab med denne primitive livsstil.
Det var et godt afbræk på turen, der ellers efter planen kun var en transportetape.
Endnu en dejlig tur væk fra det vi havde planlagt hjemmefra.
Da vi nærmede os Chicago blev trafikken mærkbart tættere. Chicago- Windy City- er en stor by, og mange store veje mødes netop der.
Tungen lige i munden, og så ellers holde kursen, og sikre sig man kommer af på de rigtige af og tilkørsler.
Annette er co driver Idag, og det er hende der skal holde styr på at Pia kører denm rigtige vej.
Motorvejskørsel er som sagt ikke vores yndlings, og tæt by/motorvejstrafik er endnu værre.
Det hjælper dig lidt, at vi fik en time foræret Idag, da vi krydsede en tidszone. 1 time længere ferie… Ja tak.
Livet er godt, og velkommen til Chicago

Niagara Fall

1 Juni.

Så kom dagen, hvor vi igen skal se noget af, det vi har set frem til Niagara Fall. Dagen starter dejligt solen skinner og alle er i godt humør. Vi får pakket bilen og kørt de sidste 72 mile til byen Niagara Fall hvor også de berømt vandfald er. Det er godt nok nogen meget meget dårlige veje taget i betrækning af hvor mange turister som kommer til byen.  Nå men vi finder hurtig til parken, og får parkeret. Vi vil tage en bus rundt, og se på de forskellige attraktioner. Der ligger et stort gift shop lige i midten af pladsen, og der står sørme også en mand og sælger billetter til bus ture. Vi køber 4 billetter, og skal så vente et stykke tid til bussen kører.

Vi får Butch som chauffør og guide, en flink og humoristisk mand på den gode måde, han guider os igennem stederne, og kan virkelig fortælle historien.

Nå men afsted til første serverdighed, her ser vi hvor alt vandet til vandfaldene kommer fra ( upperfalls) et meget smukt syn. Derefter kører vi ned for at komme tæt på Niagara vandfaldet, vi bliver udstyret med sandaler og regnjakker, og så ind i en elevator som kører 17 etager ned pyha ☺️ Og der lige foran næsen er vandfaldet, man bliver helt glad langt inde i sig, over at se dette smukke og fantastiske syn. Tænk hvilken kræfter der ligger der. Guiden fortalte at floden og vandfaldende gav strøm 2400 mega watt pr time, noget som både USA og Canada fik gavn af.

Derefter fortsætter turen ned til, den anden ende af parken hvor vi skal se, whirlpool, det samme som en vaskemaskine da den rotere på samme måde, et ganske utroligt syn.

Og så kommer det som jeg glæder mig mest til, ud at sejle med maid og the mist, vi trækker igen i sandaler og blå regnjakke, ( den amerikanske side) og røde på den canadiske side. Og så begynder båden at sejle hen mod vandfaldene, nu skal vi se Niagara vandfaldet i sit fulde pragt, og jeg blev bestemt ikke skuffet det var stor slående, så meget vand der falder ned, utroligt. Vand skyen når mange kilometer op i luften ( faktisk kunne vi se den før vi overhoved kom til parken )  og vand dråberne falder ind over passagerne, en skøn fornemmelse at Niagara falls har rørt mig 😀 Så sejler vi videre hen for at se hestesko vandfaldet som ligger lige op af Niagara falls, det sejler man så mere eller mindre ind i, fantastisk. Utroligt at båden ikke kæntrede for der var da godt nok nogen kræfter som arbejdede der, en helt igennem fantastisk tur.

Så går turen videre op i observations tårnet som er ca 75 m højt, og med en stor plateau man kan gå ud på. Man kan jo næsten rører Canada, og ja igen får man disse smukke vandfald af se igen, et storslående syn at kunne kigge ned på de fantastisk flotte vandfald.

Vi slutter vores tur sammen med Butch og 16 andre søde mennesker, en rigtig dejlig tur.

Thue spørger om vi ikke skal finde et sted og sove i Niagara falls, for han synes at vi skel se hvad som sker om aften ved vandfaldene. Vi sætter os for at finde et værelse, og så kommer der en anden guide hen og snakker med os, og han fortæller at der vil være fyrværkerrig om aften…yes..er vi lige heldige at vi valgte en onsdag..

Ned og finde hotellet, ind med bagagen, slappe af, og så ud og spise. 🙄 Og så nærmede kl sig ca 21 ( fyrværkerriget starter kl 22) så afsted igen, vi ville jo have en god plads. Hold da nu op et syn der mødte os ved vandfaldene. Fra den Canadiske side lyse man med store farvede projektører, så vandfaldende blev lyst op i de smukkeste farver. Det var så svært at få en god plads hvor man kunne få det perfekte billed, for mange andre mennesker havde fået præcis den samme ide 😀. Men vi fik mange billeder, dejligt. Og så begyndte fyrværkerriget, hold da nu op det var, utroligt,flot,storslående,fantastisk flot. En dag vi alle fire var utrolig glad for at opleve.

Får i muligheden for at komme til Niagara falls, så tag den til jer, jeg lover jer at i aldrig vil blive skuffet, det er en oplevelse der tilfredsstiller en 100%.

Annette ☔️

 

Nu er vi trætte.

31 maj.

Nu mærker vi trætheden ☺️ Så, vi beslutter os for at kører lidt, og så ellers finde et motel og bare ligge fødderne op. Vi kommer igennem de smukkeste steder, i staten New York. 😄. Vejen går bare lige ud, Pia synes at der er for stille i bilen ( hun kører idag) når der ellers kommer et sving jubler hun, for så sker der noget 😂😂 da vi har ca. 75 mile til Niagara Fall beslutter vi at gøre stop. Vi finder et motel, og der går ikke mange minutter før tre af os sover 💤💤💤 Pia er helt alene, hun får dog hygget med et karbad, og får læst og solet sig ☺️ Efter et par timer er vi nogen lunde klar igen, og så skal vi da lige have et spil kanasta, Henrik og Thue får dog lov til at vinde idag 👍👍

Annette