Mohawk Trail

Mohawk trail

Idag er det memorial Day i USA. Dagen hvor man mindes dem der er faldet i kamp for USA. Alle veteranernes dag. Man hylder de levende og døde soldater fra alle de krige amerikanerne har deltaget i, og det er ikke så lidt.

Vi vågnede i Leominster, en lille flække ca midt i Massachusetts med kurs mod øst.
Hjemmefra har vi læst en del om The Mohawk Trail. En af de første turistveje i USA. Kun bygget til hyggeture. Mange motorcyklister har kørt den gennem årene, og Idag er det så blevet 4 motorcyklister i bils tur.

Det er også dagen hvor vi kommer ind i staten New York.
Vi får besøgt nogle stater på vores rejser. Vi har snakket med mange amerikanere, der er misundelige på alle de stater vi har været i, for mange af dem har ikke været i en brøkdel. Vi hører ofte at amerikanerne siger til hinanden: “wuaaarw de har set mere af Amerika end os”
Sidste gang vi var herovre mødte vi et par fra Ohio Graig og Jeanine. Et par dejlige mennesker, som vi håbede på at hilse på igen denne gang, men de er desværre flyttet til Colorado, og det er langt væk fra vores rute denne gang.
Så nu har vi en undskyldning for at tage herover igen 😉

Vi har planer for de næste 3-4 ture herover, og derfor har vi valgt at beholde bilen herovre denne gang. Vi klodser den op, så den er klar til at tage og på flere eventyr.
Bilen har gjort det fortræffeligt indtil videre, og vi har efterhånden lært dens små særheder at kende.
Idag er det regnvejr, og så er det lidt af en udfordring at sidde i førersædet. Det er heldigvis Henriks tur til den tjans Idag, for når man sidder der i regnvejr, får man de dejligste små dryp ned i nakken, da soltaget nok ikke er 100% tæt. Det er ihvertfald svært at lukke det så det slutter helt tæt.
Vi har haft nogle dage med regnvejr på denne tur, og de dag det regner er vi glade for vi ikke er på motorcykel. Når man så møder en flok motorcykler der kommer blæsende, så trækker det nu alligevel. Regnvejr eller ej.
Henrik og Annette har lige fået ny motorcykel derhjemme, som de knap nok har fået kørt på, så når vi er færdige med eventyret herovre, skal vi vist hjem og ræse derudaf.

Vi har planer om en weekendtur til Holland snarest muligt efter vi er kommet hjem.
Henrik skal have lidt kilometer på den nye cykel, og i Holland ligger der en stor Goldwing shop vi skal ned og kigge i.
Altid rart med nogle rejseplanerne, når nu man har udlængsel som os.

Nå tilbage til The Mohawk Trail. Vejen er som skrevet lavet som en vej kun til fornøjelsesture, og den løber på en gammel indianer sti. Mohawk indianerne.
Vi er kørt igennem mange indianer territorier, både på denne tur, og sidste gang vi var afsted. Men der er ikke mange indianere tilbage, og mange af dem der er tilbage, og som bor i territorier, er statsstøttede, og har ikke noget job. Det resulterer mange steder i en masse druk hos det engang så stolte folk. Det er trist at se. Det er ikke så slemt herude øst på som det er vest på.

Vi holdt ind i en af gaveboderne, men måtte endnu engang erfare, at det oprindelige indianske kunst var produceret i Japan. Øv Øv ud af biksen igen.

På Mohawk Trail ligger der en restaurant, The Golden Eagle, hvor vi indtog frokosten. Restauranten ligger lige ved et hårnålesving, hvor man kan se biler og motorcyklerne komme ræsende rundt i svinget. Afstribningen på vejen er mildt sagt så mangelfuld, at flere ender i den forkerte side af vejen, og der er en del dytteri og farlige situationer. En fantastisk udsigt fra stedet er der også.

Videre til staten New York, som vi skal krydse for at komme over til Niagare vandfaldene, som vi glæder os meget til at se.

Vi fandt et lille sølle motel, men det var det billigste i området. Der kan være flere grunde til ting er billige, og her tror jeg grunden er, at det er noget gammelt skrammel.

Idag er vi tidligt oppe, da vi håber at få kørt lidt kilometer, så vi er klar til vandfaldene imorgen tidligt.

Alt vel, og livet er skønt

Peace Thue

Turen går til Boston

28 maj

I dag skal vi ind og se Boston, så efter at have spist morgenmad og pakket bilen igen, kører vi mod centrum. At finde en parkeringsplads, når man ikke kender byen, er en kunst. Pia får tændt for GPS’en på sin mobil, så hun sidder og dirigere Thue. Men da vi kører en del i tunneler, ja så virker signalet på mobilen ikke og vi kommer igennem det samme motorvejs afgift system to gange ☺️ Vi finder stedet og parkere i en parkeringskælder, med hele 6 etager nedad, vi får dog plads på 1. Etage.

Dagen i dag er grå, så det var noget koldt at komme op fra p-kælderen. Det er en meget flot by, hvor nyt og gammelt er blandet sammen. Vi kommer hen til et markeds torv, Faneuil Hall, hvor der er underholdning, cafeer og små butikker. Det er et rigtigt hyggeligt sted og gå, vi får shoppet lidt.

Da vi ikke rigtigt kender noget til Boston, bliver vi enige om at tager en hop on og off bus som kan vise os byen. Om dem som guider os gennem byen ikke selv ved så meget om stedet og historien, tja det ved jeg ikke,  for de bruger meget tid på at fortælle små vittigheder. Turisterne sidder så bare og kigger dumt på chaufføren/guiden og den eneste som griner er ham. Vi hører faktisk ikke så meget om byen, så vi kigger, og ja der er nok at se på, Boston er en rigtig pæn by, med parker og pladser og folk hygger sig. Vi får dog set facaden af Cheers, baren fra Sam’s bar tv-serien, inden vi skal af ved Prudential Tower. Prudential Tower er et meget stort højhus på 52 etager, hvor man kan komme op og se Bosten fra 360 grader vinkel. Jeg vælger at bevarer begge mine fødder ned på jorden, og de tre andre tager elevatoren op. En kop kaffe i ro og fred vil være dejlig så ind på cafeen lige ved og siden af. Dejligt, men to sekunder efter er roen brudt, de tre andre er tilbage, de kunne ikke se noget fra tårnet af pga af vejret, der var tåge over byen. 🤔 Nå men så vider, vi hopper på bussen igen, og kører til start/endestop.

Jeg ved faktisk ikke så meget mere om Boston,  end som da jeg kom. Men vi havde en hyggelig tur. Nu er vi på vej imod Mohawk trail, som ligger i Massachusetts. Så ind på Motel 6 i Leominster, og et spil kort skal der lige være tid til 😄

Annette og Pia 🤗

Lidt billeder fra vores dag i dag

Safari på havet

Op klokken kvart i kvalme, for vi havde bestilt en hval safari kl 8. Morgenmaden havde vi købt i aftes, så vi kunne få en hurtig gang mad i maven, og en kop kaffe lavet på vores udmærkede gasblus med cowboy kaffekanden.

Ned til havnen. Vente lidt, og så om bord på Hurricane 2 af Glouchester.
Turen var sat til at være 3-4 timer, og vi sejlede nordpå mod Jeffersons Cape.
De sidste dage havde båden sejlet sydpå, men uden at se nogle hvaler, så de tog chancen og sejlede i den modsatte retning.

Turen ud til området tog lige under et par timer, og varme var der ikke meget af ombord, så vi var lettere forfrosne, da kaptajnen meddelte at vi nu var i hval spotter mode, og han håbede alle mand ville komme op på dækket af det fine skib, og hjælpe med at holde øje med de store dyr.

Tiger gik, og vi fik ikke øje på noget. Vi stor og kiggede ud mod horisonten, i håb om at være den første der så en hval.
Jeg begyndte at tvivle på om vi ville få set nogen overhovedet, da kaptajnen pludseligt gassede op for fuld drøn.
Der var så den første hval der tittede frem. Et stort flot blost, og så den lange ryg viste sig inden den gled ned i vandet igen.
Så gik jagten ellers ind, og i løbet af kort tid var der 3-4 hvaler, der var ganske tæt på båden.
Fine haler der strittede lige op i luften, og flotte blost. Det var simpelthen alt hvad vi havde drømt om, men det blev endnu bedre.
Chris-en af hvalnørderne- sagde: “9 oclock”, hvilket betød på midt på bagbord side af skibet. Der kom en luffe sejlende forbi, altså en hval luffe der strittede lige op i luften, som om den vinkede til os. Sikke et skue.
Hvalerne var alle pukkelhvaler, som ellers normalt ikke jager i flok, men lige Idag havde de valgt, til ære for os regner vi med, at samle sig, så vi kunne få taget de smukkeste billeder, og de billeder der ikke kom med på kameraet, har vi nu prentet ind på vores nethinder.
Sikke majestætiske dyr. Man føler sig lille ved siden af et dyr på op til 45 tons, og lige under 30 meter.
Sikke en tur. Det er virkelig en af de største enkeltstående naturoplevelser jeg kan huske jeg har haft.
Man blev helt høj af oplevelsen.
Altså høj på den der fjollede måde. På den måde som et College footballhold der er på vej i kamp, og står og gejler hinanden op. High fives og jeg ved ikke hvad.
Annette, som frøs hele vejen ud til Jeffersons Cape, sagde da vi var på vej ind, at hun var så begejstret, at hun helt glemte at fryse.

Det er rart at have flere oplevelser under vingerne, og rart at vi har hinanden at dele det med.

Efter safarien satte vi kursen nordpå igen, på vej mod staten Maine. Der er mange små stater heroppe i det nordvestlige hjørne af USA. Den ene stat mere romantisk end den anden. Små dukkehuse der ligger side om side, i alle mulige farver. Ren hygge at køre på småvejene heroppe. Vi når ikke en masse kilometer hver dag, men der er hele tiden noget at kigge på.
En gang imellem er der lidt længere mellem husene, og så er der en farm. Nogle gange går der en lang fjord ind igennem landskabet, hvor der ligger små fiskebåde på begge sider af vejen.
På vejen op til Maine kørte vi igennem endnu en stat. New Hampshire. OP langs stranden det gik. Alt for mange biler, da det jo er lørdag, og ikke bare lørdag, men weekenden op til memorial day. Det er en af de store ferieweekends. Vejret er godt. Lige under 30 grader, så alt hvad der kan krybe og så er tilsyneladende taget til stranden.

Motorcykler i massevis var der også på vejene Idag. Det trak lidt efter at køre på motorcykel selv, men det må blive en anden god gang igen.

Vi fik et par stater under sækkene, og vi fandt et motel i Massachusetts, hvor vi nu er tjekket ind til imorgen.
Endnu en begivenhedsrig dag er vendt at være gået. De andre 3 har været nede og sætte vasketøj over, så vi kan blive velduftende igen.
Livet er godt.

Peace Thue

Nord nord og atter nord

Fra det mest snuskede motel vi endnu har mødt gik det videre mod nord. Boston var dagens rejsemål efter planen, men endnu engang beviste vi at planer er til for at blive ændret. Vi satte kursen mod Glouchester i Massachusetts. Lige nord for Boston.Byen hvorfra filmen “The perfect storm” stammer.

Byen er også ramme for en udsendelsesrække fra national geographic der hedder Wicked Tuna, der handler om tunfiskeriet i den lille havneby i New England.

Et smukt og romantisk lille fiskerleje, hvor der er en stor flåde af fiskebåde, og en flåde af hvalsafari skibe. Pæne små huse, der ligger i den bakkede landskab ud mod havet.

Vi faldt i snak med en af gutterne på havnen, der kunne fortælle lidt om gode spisesteder, og om hvor vi kunne finde et motel.

Hotellet på havnen var en temmelig dyr fornøjelse, så vi gik endnu engang på hotels.com og fandt det fineste motel få hundrede meter fra havnen, og med udsigt over vandet. Castle Minor Inn. Et meeeeget gammelt slot, som er bygget helt tilbage i 1900, af en eller anden gut der ejede den lokale limfabrik. Jeg nænnede ikke at fortælle at vore hus derhjemme er lige så gammelt som dette meget gamle motel.

Alt i alt et rigtig fint sted med gode og ikke mindst rene værelser.

Vi blev anbefalet et godt spisested, hvor vi ville få godt mad i rigelige mængder, og til rimelige priser. Og jeg skal da love for vi ikke blev skuffede. Der var tale om decideret madsvineri af dimensioner. Kæmpe portioner af den lækreste mad man kunne drømme om. Jeg tror det er første gang i mit liv jeg har levnet når der var kammuslinger på bordet. Og jeg levnede mange af dem.

Der blev lige tid til et enkelt spil kort, og imorgen skal vi prøve noget så underligt som at have sat vækkeuret, for vi skal en tur på hvalsafari. Det er vi ret spændte på. Selskabet vi skal sejle med havde været ude Idag, og havde ikke set en eneste hval. Vi håber de gør det bedre imorgen.

Når vi er færdige med at sejle er planen vi stikker videre nordpå til Maine, og ser om der er noget at kigge på deroppe.

Dejligt vejr, og det bedste selskab… Alt i alt: Livet er godt

Peace Thue

Her kommer lidt flere billeder at kigge på

I har set Billeder af Alligator fra vores Airboat tur. Annette der holder en baby Alligator.

Motor cykler fra en Butik med alverden i krom som de har puttet på de mc’er de har dele til.

Billeder fra Daytona Beach hvor man kører på Stranden.

Billeder fra Savannah båd tur med gospel koncert.

bilen vi kørte ghost tours i.

Savannah i Regn.

Og ikke mindst Longhorn

Atlantic City og nordpåi

Fra Whasington kørte vi ud til Atlantic City for at bruge et par dage som gamblere. Sidst vi prøvede at være gamblere var i Las Vegas for et par år siden, og vi håbede på lidt mere held denne gang.

Køreturen var ganske hyggelig og ikke for lang, så vi ankom ved 5 tiden til mini Vegas. Det vil sige noget mere mini end Vegas, men gamblere som vi er, så gik vi igang med spilleriet.

Den første aften gik jeg hjem med den helt store gevinst på 100 USD, og det bedste af det hele var at jeg vandt dem fra den store satan Trump, da det var hans casino vi var inde på.

Den næste dag skulle stå i shoppings tegn. Et outlet (fabriksudsalg) skulle besøges, og der var ca 100 butikker. Vi besøgte ikke dem alle, men helt bestemt nok til at mit shoppe hade gen blev kraftigt udfordret. Jeg hader simpelthen at gå i butikker. Endeløse rækker af det, der for mig, er det samme i stort set hver butik. Gaaaaaab.

Nå men power-shopper blev der, og lidt hasard blev det til igen om aftenen. Meget billigt og godt motel.

Idag skulle turen så gå mod Boston.

I en stor bue uden om New York, da vi hjemmefra var blevet enige om, at New York kræver en ferie for sig selv, og vi har ikke lyst til at have bilen med derind.

Så uden om det gik, op af en af de mange fine highways der ofte løber parallelt med de nye interstates. Lidt på samme måde som man har rigsveje i Sverige. De kører ude igennem de små byer, og det er netop der man finder de små fine restauranter, og i morges var vi ekstra heldige, da vi fandt en lille lokal restaurant, hvor vi fik turens hidtil bedste morgenmad, og en dejlig oplevelse på det lille diskrete sted. På interstates finder man som regel kun de store kæde restauranter.

Endeligt nåede vi op nord for New York, og så ramte vi ellers kø. Sådan en af de der rigtig bastante køer, vi stak fra den interstate vi var på, og ud på de små veje igen, men lige lidt hjalp det. Kø kø og mere kø, og efterhånden måtte vi sande at vi nok ikke ville nå til Boston Idag.

Vi fandt en god restaurant og fik god solid aftensmad, og googlede et motel i området. Vi tog det billigste der var, og her er vi så nu, i turens absolut værste motel. Her er virkeligt ulækkert, men vi håber at kunne sove godt alligevel, efter en lang dag i bilen. Faktisk turens længste køredragt efter planen.

Det der med billeder er stadigvæk en kamp pga manglende upload hastighed på deres 56k modemmer, eller hvad det nu er de kører med. Vi kæmper for sagen, og det skal nok lykkes en af dagene

God nat, eller god morgen, eller hvad det nu er der hvor i er.

Peace Thue

Det hvide hus i Washington DC

23 maj 2016

Så kom dagen hvor vi skal se det hvide hus, noget vi alle ser frem til. Dagen begynder tidlig kl 7.00, for det vil blive en lang dag med en del gåture 😬. Pia har fundet ud af hvilken bus og toge vi skal med, så det er bare af sted. Vi tager en bus fra motellet og til New Carrollton. Og derefter skal vi med toget til Metro center og skifte tog som kører Union Station i Washington DC. Da vi jo skulle gå en del km blev vi enig om at det nok var en godt ide at Thue lejede en kørestol, så det også ville blive en god dag for ham. Thue lejede en kørerstol på stationen, dejligt nemt. Vi var også blevet enig om hjemme fra at vi ville se mange af seværdighederne fra en Tour bus, og da man kunne købe billet til sådan en på stationen, var det hele dejligt nemt. Solen skinnende og humøret var i top 😀

Bus turen startede med at vi først så US Capitol, bygningen var ved at blive restauret, så man fik ikke helt set hvor flot den er. Vores guide var en fyr som prøvede at fortælle  noget sjovt, og grinede så af sig selv.. Hmm.. Vi kørte så forbi nogen museer, hvor vi får at vide at alle museer er gratis i byen, dejligt. Vi kan på lang afstand se Washington Monument, utroligt flot. Mens vi kører i bussen, hører vi hele tid udrykning hold da op hvor det larmer, lufthavnen ligger i nærheden og disse store fly larmer utrolig meget, i det hele tage er der rigtig meget støj, pyha. Nå men vider til turen, vi står så af bussen tæt på det Hvide hus, der er en del politi pga sikkerheden, men det er på en god og rolig måde, vi får taget vores billeder, desværre ingen kaffe hos Obama da han ikke var hjemme. 😀

Op til bussen igen og vider på turen hvor vi kører forbi fler stats bygninger og museer. Vi står så af igen på turen da vi skulle med en anden bus for at komme over og se Arlington National Cemetery, vi får at vide at der kommer en bus om 5-10 min. Men efter ca tre kvarter og der ikke var kommet nogen bus hoppede vi igen på vores Tour bus for så ville vi til Air og Space museum. Der startede vi så med en bid mad og så ind og se satellitter, rumskibe osv.. Vi kunne også rører ved en månesten, men det var sku en fis i en hornlygte, det havde aldrig været en månesten, man kan sørme bilde mennesker meget ind 🙄.

Efter ca 9 timer i Washingtin DC var det tid til at sige farvel til den larmende, flotte, hyggelige by, vi havde set det vi ville og var tilfredse.

Må også fortælle at Pia og Thues taske endelig var dukket op og den skulle vi hente i Ronald Reagan nationale AirPort, dejligt at den var kommet frem.

Dagen slutter med mad på hotellet og et spil canasta, og Henrik og Thue vandt. 😫

Annette 🌷

Sky drive = sky kørsel

Man kan næste blive helt træt i øjnene af at se på smukke ting. Igår var vi nødt til at køre væk fra den planlagte bjergvej, af samme årsag, og Idag blev vi enige om at starte med at få nogle miles under dækkene, så vi også får tilbagelagt den distance vi har aftalt hjemmefra, ellers løber tiden med små stop og krogede veje.

Monotomien når man kører afsted i det samme tempo, virker ret afslappende, og når der ikke er så meget at kigge på, har man tid til at få tænkt de store tanker. Tankerne er en af de ting jeg nyder mest ved at rejse. Men er væk fra alt det daglige, og har tid og ro til at tænke tingene igennem fra flere vinkler.

Highway 81 er en fin vej, hvor vi kan se på bjergene, og samtidigt få de omtalte miles ædt. Idag er det Henrik der kører, og jeg er codriver.

Vi er nu i staten Virginia. Staten er en af de rige stater. Især kendt for tobaksproduktion og vin.

Dyrelivet er ret anderledes her mod øst i forhold til vest hvor vi tidligere har rejst. Kalkuner er ikke lige så smukke som de er i tegneserier. En langbenet fætter, vi efterhånden har set mange af. Murmeldyr har vi set et par gange, og den er en sød lille plysset fyr.

De 18 hjulede lastbiler kører mindst lige så stærkt som personbiler, så det er ikke usædvanligt at blive overhalet med 130 mit af sådan et skrummel. Det føles lidt tryggere at være i bil end på motorcykel når man bliver overhalet af dem.

Kunsten at finde et motel der er billigt og godt, er vi ved at være gode til.
Vi har erfaret at hotels.com er et godt sted at lede, da de har nogle bonusordninger, men til andre tider er det bedst at komme ind fra gaden og bestille direkte fra gaden. Det er gået sport i at finde dem så billige som muligt.

“Hov der er et skilt mod noget der hedder Natural Bridge” sagde Pia. Vi besluttede at se nærmere på det, og efter lidt søgen fandt vi det. Det er svært at forklare hvad det er, men vi satser på lidt billeder derfra snarest. Hvis altså der kommer et netværk hvor det kan lade sig gøre at sende fra. Jeg er endnu engang forundret over at et land som i den grad slår sig op på at være førende på mange områder, er et uland når det kommer til internet.
Nå men the natural bridge var en smuk tur, hvor man går igennem en “bro” der er naturskabt, og forbi div vandfald med mere.

Bremserne begyndte at lyde lidt sjovt,så vi fandt et sted hvor vi kunne købe nogle nye bremseklodser. Henrik og jeg brugte en lille times tid i delvis regnvejr på at få dem skiftet, men nu er vi kørende igen, og videre nordpå det går.
Vi kunne låne lidt værktøj hos den lokale T-Hansen, og en rasende lokal dame sørgede for underholdningen, da hun skældte ud over et eller andet vi ikke helt ved hvad drejede sig om. Men rasende var hun altså uanset hvad. Til sidst fik de gang i hendes bil, og jeg tror blodtrykket kom ned på et lidt mere passende niveau. Godt det ikke var os der skulle bruge krudt på at blive gode igen. Det eneste vi bruger krudt på er at have en helt igennem vidunderlig tur, og det er vi gode til.

Skyline Drive skulle efter sigende være fantastisk smuk, så den skulle vi køre på Idag. Den første del af turen var virkelig flot, men så kom skyerne og regnen, og vi kunne stort set ikke se en hånd for os, så endnu engang kørte vi en anden vej end planlagt.

 

Nu er vi ankommet til Washington DC, eller det vil sige vi overnatter lidt uden for, i en ny stat- Maryland.

Vi ser hvad morgendagen bringer

Peace Thue

Så er vi klar til lidt flere billeder

En standart morgenmad i USA

Air Boad